Herunder findes svar på et lille udpluk af de mest almindelige spørgsmål Iserit A/S modtager.
Betaling for husleje skal være Iserit A/S i hænde senest den 7. hverdag i måneden.
Iserit A/S anbefaler, at du som lejer tilmelder dig PBS, da det er den letteste måde at betale huslejen på. Dette sikrer dig, at huslejen bliver betalt rettidigt.
Blanketten til PBS betalingsaftale findes her.
Man kan fremleje sin bolig, såfremt lejeren har overholdt lejekontrakten, i op til 12 måneder, når lejerens fravær fra boligen er midlertidigt. Og sammenlagt kun i 12 måneder indenfor en periode af 5 år. Dog kan lejeren søge om forlængelse af fremlejen, når lejerens fravær er midlertidigt og skyldes sygdom, uddannelse, anstaltsanbringelse eller midlertidig forflyttelse. Dette gælder alene for lejeforhold, hvor fremlejetager er en fysisk person.
Der kan ikke ske fremleje for kortere tidsrum end 3 måneder.
Hvem kan fremleje?
Alle "almindelige lejere", har ret til at fremleje deres bolig i samlet 12 måneder inden for en periode af 5 år, hvis man midlertidigt er væk fra sin bolig. Dette under forudsætning af at lejekontraktens bestemmelser er overholdt.
Lejere, som har fået anvist deres bolig i forbindelse med deres job, altså dem som har en personalebolig, har ikke ret til fremleje uden særlig tilladelse fra deres arbejdsgiver.
En tilladelse til fremleje skal du altid have godkendt af Iserit på forhånd og senest 1 måned før, du ønsker at fremlejeforholdet skal begynde. Hvis du eksempelvis søger om tilladelse til fremleje den 15. juni, vil du tidligst kunne fremleje pr. den 1. august.
Du vælger selv, hvem du vil fremleje til. Dog skal aftalen formelt godkendes af Iserit A/S. Såfremt den person du ønsker at fremleje din bolig til, tidligere er blevet udsat af sin bolig pga. overtrædelse af ordensreglementet, vil Iserit A/S afvise at godkende aftalen. Huslejen for din bolig i fremlejeperioden må maksimalt udgøre din normale husleje + tillæg for el, vand og varme, samt et mindre beløb for eventuel møblering.
En fremlejeaftale kan forlænges udover 12 måneder såfremt det begrundes i følgende forhold:
1. Uddannelse
2. Anstaltsanbringelse
3. Midlertidig udstationering/uansøgt forflyttelse i forbindelse med dit job
4. Længerevarende, behandlingsskrævende sygdom
Du skal fremsende dokumentation for din situation ved ansøgning om forlængelse af fremlejeperioden.
Hvis du opfylder betingelserne for fremleje, har du som et alternativt mulighed for at få en boliggaranti.
En boliggaranti er en ret til at få anvist en tilsvarende bolig, mod at du fraflytter din bolig her og nu. Du vil så komme foran i boligkøen, når du skal have bolig igen efter din fraværsperiodes udløb.
Modsat fremleje, så hæfter du ikke for restancer og overtrædelser af ordensreglementet i den periode, hvor du er fraværende og du risikerer derfor ikke at lejemålet bliver ophævet på grund af din fremlejers misligholdelse.
Hvis du har en boliggaranti, skal du stå opnoteret på ventelisten og betale det almindelige ventelistegebyr. En gang årligt skal du genbekræfte din boliggaranti med dokumentation for, at du fortsat er berettiget til at opretholde boliggarantien (de samme betingelser som ved forlængelse af fremleje – se ovenfor).
Når du ønsker at udnytte din boliggaranti, skal du meddele det til Iserit A/S senest 3 måneder før det tidspunkt, du har behov for boligen.
Fremleje og boliggaranti kan ikke kombineres.
Hvis du har spørgsmål om boliggaranti og fremleje, er du velkommen til at kontakte os - ring til på 36 30 00 eller kom forbi et af vores kontorer i Nuuk, Paamiut eller Tasiilaq.
Vi arbejder for, at flest mulig lejere tilmelder sig automatisk til betalingsservice/BS, så vi undgår unødvendige rykkerskrivelser og de ubehageligheder, som manglende betaling af husleje kan medføre.
Derfor vedlægges en tilmeldingsblanket til betalingsservice. Så hvis du er interesseret, bedes du udfylde blanketten og aflevere den hos os på Industrivej 2 B, eller sende den på fax på nummer 36 30 19.
Der er også mulighed for at sende blanketten pr. mail til: iserit@iserit.gl
Lejeren kan opsige lejeaftalen med 1 måneds varsel til udgangen af en måned. Lejerens opsigelse skal være skriftlig. Fraflytter lejeren inden opsigelsesvarslets udløb, skal udlejeren bestræbe sig på at genudleje det lejede.
Er lejemålet en personalebolig, og ophører et ansættelsesforhold, har den ansatte pligt til skriftligt at opsige boligen. Den ansatte hæfter for de løbende ydelser, der knytter sig til lejemålet, indtil udløbet af sædvanligt opsigelsesvarsel. Og lejemålet for en personalebolig skal senest være fraflyttet inden udløbet af sædvanligt opsigelsesvarsel for boligen.
Tilbage