Nyt boligprojekt på vej i Tasiilaq
Et nyt boligbyggeri på Napparngummut i Tasiilaq går snart i gang. Byggepladsskiltet bliver sat op i maj, og første spadestik forventes i juni 2025. Boligerne bliver opført i robuste materialer med lang levetid og til en fornuftig kvadratmeterpris.
Projektet i Tasiilaq omfatter en opførelse af 14 udlejningsboliger fordelt på to rækkehuse. Hver bolig får to og tre rum og egner sig både til små familier og enlige med børn.
– Det er en stor glæde, hver gang vi sætter gang i et nyt byggeri. Vi ved, at behovet er der – og vi glæder os til at følge projektet tæt, siger Sara Asmussen, Projektchef i Iserit A/S.
Særlig omtanke
Projektet er udviklet i tæt samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq. Ifølge Henrik Strand, Teknisk chef i Iserit A/S, er det vigtigt at tænke langsigtet og helhedsorienteret, når der bygges i Tasiilaq, hvor logistik og vedligeholdelse kræver særlig omtanke;
– Det betyder meget, at vi i fællesskab har fundet en løsning, der både passer ind i omgivelserne med klare farver på facaderne og samtidig tager højde for de praktiske forhold i Østgrønland. Derfor har vi haft fokus på at vælge materialer med lang levetid og sikre en fornuftig kvadratmeterpris, så bygningerne bliver både robuste og økonomisk bæredygtige i drift, siger han.
Byggeriet bliver en vigtig del af Iserit A/S’ arbejde med at sikre, at flere familier i Østgrønlands største by får adgang til tidssvarende og funktionelle boliger.
Fakta om byggeriet i Tasiilaq:
- Byggestart forventes i juni 2025
- Projektet omfatter 14 boliger fordelt på to rækkehuse
- Kommunen har godkendt blå facader med hvide vinduer og døre
- Skurene får hver sin farve: rød, sort, grøn, hvid eller gul
- Materialer er nøje planlagt, da de ikke kan genanskaffes lokalt
